Forberedelse af MUS-samtaler

Godt begyndt er halvt fuldendt, det er et ordsprog, der om noget gælder for både ledelsen, den enkelte leder og alle medarbejdere i deres forberedelse til MUS-samtalen.

I denne artikel kommer vi med 5 gode råd til både lederens og medarbejderens forberedelse af MUS-samtalen, hvor vi efterfølgende går i dybden med, hvilke ting både ledelsesgruppen, den enkelte leder og medarbejderen skal huske i sin forberedelse.

Se også ‘Guide til den gode MUS-samtale’.

Lederens forberedelse til MUS-samtalen

5 gode råd til lederens forberedelse

  1. Læs op på, hvad der blev aftalt ved forrige MUS og hvad der har været drøftet under 1:1 samtalerne.

  2. Reflekter over, hvilke aftaler fra sidste MUS og 1:1 samtalerne der er fulgt op på, hvilke der ikke er gennemført, og hvad din rolle har været.

  3. Gør dig klart, hvad der er det vigtigste at få en dialog med medarbejderen om; medarbejderens arbejdsopgaver, engagement, performance, udvikling, trivsel?

  4. Tænk over, hvordan du kan gøre virksomhedens mål konkrete for medarbejderen.

  5. Etabler rammer for samtalen, der fremmer en åben og ligeværdig dialog, hvor I begge giver feedback.

Ledelsesgruppen skal have gjort sig klart:

  • hvor organisationen skal bevæge sig hen, hvad målene er, hvad der skal til for at nå målene, specielt hvad det betyder for medarbejdernes opgaver og udvikling, og hvordan MUS-samtalerne kan understøtte målene.

  • hvordan der er fulgt op på forrige års MUS-samtaler, udviklingsplaner og 1:1 samtaler, hvad er lykkedes, hvad har givet udfordringer, hvad har måttet opgives, og hvor er der behov for at ændre praksis og/eller MUS og 1:1 samtale-koncepterne.

Den enkelte leder skal i sin forberedelse:

  • overveje, hvordan MUS-samtalen med den enkeltemedarbejder kan understøtte organisations strategi ved at:

    • give medarbejderen ejerskab til organisationens mål

    • formidle, hvordan den enkelte medarbejders arbejde bidrager til at nå målene

    • få medarbejderens feedback på strategien og forslag til hvordan den implementeres

    • indgå aftaler som både understøtter den enkelte medarbejders udvikling og organisationens mål.

  • læse op på, hvilke samtaleemner der indgik i dialogen ved forrige MUS-samtale og under årets 1:1 samtaler og vurdere om, der er samtaleemner, der skal foldes ud eller droppes, og/eller der skal tages helt nye emner op i den nye MUS-samtale.

  • tjekke, om der er fulgt op på referat og udviklingsaftaler fra forrige MUS-samtale og årets 1:1 samtaler, reflektere over, hvilken værdi aftalerne har givet medarbejderne, egen enhed/eller hele organisationen og vurdere, hvilke nye udviklingsaftaler der behov for at indgå.

  • gøre sig klart, hvad der er det vigtigste at få en dialog med den enkelte medarbejder om - medarbejderens arbejdsopgaver, engagement, performance, udvikling, trivsel... og tilføjer huskenoter til sig selv herom. Anvendes GoDialog kan lederen tilføje huskenoter til hvert samtaleemne.

  • etablere rammer for samtalen, der fremmer en åben og ligeværdig dialog, hvor både leder og medarbejder giver feedback. Det anbefales, at lederen orienterer medarbejderen om de samtaleemner, som lederen ønsker at fokusere på. Anvendes GoDialog sker dette automatisk.

Endelig er det også vigtigt, at lederen er opmærksom på, at medarbejderne har forskellige behov for at få feedback, for at blive anerkendt for deres arbejde og for at gå i dybden om evt. udfordringer i samarbejdsrelationer og trivsel.

Medarbejderens forberedelse til MUS-samtalen

5 gode råd til medarbejderens forberedelse

  1. Læs op på, hvad der blev aftalt ved forrige MUS og hvad der har været drøftet under 1:1 samtalerne.

  2. Reflekter over, hvilke aftaler fra sidste MUS og 1:1 samtalerne der er fulgt op på, hvilke der ikke er gennemført, og hvad årsagerne hertil har været.

  3. Gør dig klart, hvad der er det vigtigste at få en dialog med din leder om - dine arbejdsopgaver, dine arbejdsrammer, din performance, din motivation, din trivsel?

  4. Tænk over, hvilke kompetencer du har brug for at udvikle, og hvordan de vil kunne anvendes i det daglige arbejde.

  5. Noter, hvad du ønsker at få feedback på, og hvor du skal give din leder feedback.

For en medarbejder er MUS-samtalen først og fremmest en mulighed for løfte sig op over de daglige driftsopgaver, se fremad og få en dialog med lederen om arbejdets tilrettelæggelse, om den løbende information som medarbejderne får, om samarbejdsforhold og kultur og om egen rolle, egne arbejdsopgaver og om ønsker til ændringer heri og ønsker til egen udvikling. Det anbefales, at den enkelte medarbejder i sin forberedelse:

  • gennem hele året løbende skriver huskenoter, om de emner det giver god mening først at vende ved den kommende MUS-samtale. Anvendes GoDialog, kan huskenoterne skrives i 1:1 samtalernes logbog.

  • udarbejder en oversigt over de resultater, der er opnået med noter om, hvilken betydning succeserne har haft for organisationen samt en oversigt over evt. opgaver der ikke er gået godt, ledsaget af refleksioner om, hvad der skal til for at medarbejderen fremadrettet bedre kan håndtere evt. udfordringer. Anvendes GoDialog, kan oversigterne løbes skrives og redigeres i 1:1 samtalernes logbog.

  • tjekker, om der er fulgt op på udviklingsplanens referat og reflekterer over:

    • om der er taget initiativer på indsatsområder, der måtte være beskrevet i referatet og hvad effekten har været

    • hvad årsagerne er til, at der evt. er initiativer, der ikke er fulgt op på.

  • tjekker, om der er fulgt op på udviklingsaftaler fra forrige MUS-samtale og årets 1:1 samtaler og reflekterer over:

    • hvilken værdi de gennemførte aftaler har givet medarbejderen, egen enhed/eller hele organisationen

    • hvad årsagerne er til, at der evt. er aftaler, der ikke er blevet fulgt op på

    • hvilke nye udviklingsaftaler medarbejderen ønsker at indgå.

  • gør sig klart, hvad der er det vigtigste at få en dialog med lederen om - arbejdsopgaver, arbejdsrammer, feedback på gennemførte opgaver, motivation, samarbejde, trivsel - og tilføjer huskenoter til sig selv herom. Anvendes GoDialog kan medarbejderen tilføje huskenoter til hvert samtaleemne.

  • orienterer lederen om, hvilke samtaleemner medarbejderen ønsker at fokusere på. Anvendes GoDialog sker dette automatisk.

  • tænker over, hvilke kompetencer medarbejderen ønsker at udvikle, og hvordan kompetencerne vil kunne anvendes i det daglige arbejde.

Hvordan understøtter GoDialog forberedelsen af MUS-samtaler til både leder og medarbejder?

Vi har lavet en kort video for at illustrere, hvordan forberedelsen af MUS-samtaler foregår i GoDialog.